Napia

 

Siden sidst.....

Hmm, har dovenskaben mon tro overtaget styringen af min ellers ret aktive krop?
Der er nu gået flere dage uden en opdatering af bloggen.. - sikke noget juks!
Nu er det vist tid til, at lave om på det.

Natascha og jeg nyder hver eneste dag, at foråret for alvor er kommet (forhåbentlig for at blive). Jeg kan næsten både mærke og høre havnes søde kalden om, at blive klargjort til spirring.
Projekt "byg en kanin-løbegård" er påbegyndt, dog i små ryk, da jeg lider af kronisk tennis-albuer og må træde varsomt i værk, for ikke, at gøre det meget værre.
Heldigvis er jeg velsignet med verdens, ikke nok med skønneste, men også hjælpsomme datter. Hun er godt nok en sej lille tøs. I fællesskab er vi allerede halvvejs med nedgravningen til kineserne (næsten da!) og lægge fliser i bunden.

I går trængte vi til, at benene skulle røres på en anden måde, så vi pakkede cyklerne med fiskenet og spand og cyklede ud til andesøen. Vi var begge spændte på, om frøerne var i fuld sving med, at yngle og pænt nok det var de.
Nu venter vi spændt en uges tid og så vender vi tilbage, for så forhåbentlig, at se de små slimede kugler ved bredden.
I år vil vi "låne" en spandfuld med hjem og følge haletudsens udvikling og så senere hen slippe dem løs igen.